Hvilke forsikringer skal man have? Din guide til de mest almindelige forsikringer

Derfor har vi lavet denne gennemgang, hvor vi gennemgår de mest almindelige forsikringer, så du er bedre rustet til at vurdere, hvilke der er nødvendige for dig. Det kan nemlig hurtigt blive dyrt, hvis du sparer på forsikringerne og ikke er ordentlig dækket.
Der er ikke noget endegyldigt svar på, hvilke forsikringer du skal have. Vi er alle i forskellige livssituationer, ejer forskellige ting og har forskellige behov. Men herunder vil vi fortælle om de mest almindelige, og så kan du selv vurdere, hvilke forsikringer der er relevante dig.
Hvorfor skal jeg tegne forsikringer?
En forsikring er en af de bedste investeringer, du kan foretage dig. Den giver nemlig sikkerheden for, at du ikke pludselig står i en meget uheldig og økonomisk presset situation, hvis du f.eks. er udsat for indbrud eller oplever storm- eller vandskader på din bolig.
Så selvom man i princippet håber på aldrig at få brug for sine forsikringer, er de rigtig rare at have, hvis uheldet er ude. Så er man nemlig bedst muligt stillet og undgår selv at stå med en kæmperegning.
Men selv hvis man godt ved, at det er en god idé at tegne forsikringer, kan man måske være i tvivl om, hvilke man skal vælge. Derfor prøver vi herunder at gøre dig klogere på, hvilke muligheder du har, så du kan træffe et godt og oplyst valg om, hvilke forsikringer du skal vælge.
Hvilke forsikringer skal man have?
Når du skal vurdere, hvilke forsikringer du skal have, er det rart at have et overblik over sine muligheder, og hvad de forskellige forsikringer tilbyder. Derfor har vi herunder lavet en gennemgang af de mest almindelige forsikringer - både de lovpligtige og de ikke-lovpligtige, der alligevel kan være en overvejelse værd.
For når vi snakker om forsikringer, er det nemlig værd at vide, at nogle forsikringer er lovpligtige, og derfor kan man altså ikke komme udenom disse, hvis de forskellige kriterier mødes. Derudover er der en masse forsikringer, som ikke er lovpligtige, men som stadig kan være super rare at have, da de dækker en godt, hvis uheldet er ude.
Lovpligtige forsikringer
Det er selvfølgelig vigtigt at vide, hvilke forsikringer der er lovpligtige, for hvis du ikke har dem, bryder du faktisk loven og kan risikere en bøde. Samtidig er du selvfølgelig rigtig uheldigt stillet, hvis du er involveret i et uheld på et af følgende punkter, hvor der ikke vil være en forsikring til at betale erstatningen, og du vil derfor stå med regningen selv.
Forsikringerne herunder er lovpligtige - Men selvfølgelig kun, hvis du har en eller flere af de følgende genstande/ejendomme.
-
Ansvarsforsikring til motorkøretøjer
-
Ansvarsforsikring til båd, vandscooter eller jetski
-
Ansvarsforsikring til hund eller hest
-
Brandforsikring til din ejerbolig, hvis du har lån i huset
-
Kaskoforsikring til dit motorkøretøj, hvis der er lånt penge til finansieringen
Ansvarsforsikring til motorkøretøjer
Hvis du har et motorkøretøj (bil, motorcykel, knallert, scooter eller Speed Pedelec), er det lovpligtigt med en ansvarsforsikring til køretøjet. Med en ansvarsforsikring er du nemlig dækket, hvis du er involveret i et uheld, hvor du forårsager skader på andre køretøjer, genstande eller mennesker.
Det er værd at huske, at en ansvarsforsikring faktisk er en sikring af dem/det, du potentielt forårsager skade og ikke dit eget køretøj. Så en ansvarsforsikring dækker altså ikke eventuelle skader på dit eget køretøj - kun andres. Vil du også være dækket mod skader på egen bil, skal du have fat i en kaskoforsikring.
Hvis du køber et brugt køretøj, som allerede er indregistreret, har du maksimalt tre uger til at få stiftet den lovpligtige ansvarsforsikring - Indtil da dækker den tidligere ejers ansvarsforsikring faktisk.
Har du ikke en lovpligtig ansvarsforsikring på dit køretøj, og bliver du stoppet af politiet, får du en bøde og dine nummerplader bliver inddraget.
Ansvarsforsikring til speedbåd, vandscooter eller jetski
Er du bådejer (eller ejer af en vandscooter eller jetski), skal du også have en dækkende ansvarsforsikring, hvis du bliver erstatningsansvarlig for en skade efter Sølovens regler.
Forsikringen dækker kun skader du forårsager andre, og ikke skader på egen båd eller genstande ombord.
Er du interesseret i sådan en forsikring, bør du overveje en bådforsikring.
Ansvarsforsikring til hund eller hest
Har du hest eller hund, er det faktisk også lovpligtigt med en ansvarsforsikring til disse, som dækker potentielle skader, som dit dyr forårsager på andre dyr, mennesker eller deres ting.
Ligesom med ansvarsforsikringen til køretøjer og både er det altså heller ikke en forsikring af, hvad der potentielt kan ske med dit eget dyr, men en sikring af dem eller det, som der bliver forårsaget skade på.
Hvis du gerne vil sikre dig selv mod skader og/eller operationer på dit dyr, skal du i stedet have en dyreforsikring.
Brandforsikring til din ejerbolig, hvis du har lån i huset
Brandforsikringen er faktisk ikke altid lovpligtig. Dog skal du altså have den, hvis du har lån i huset gennem banken eller realkreditinstituttet. Har du en lejlighed, vil den typisk være brandforsikret gennem ejerforeningen.
Ofte kan du få en brandforsikring i forbindelse med husforsikringen, der bl.a. dækker mod vand- og stormskader.
Kaskoforsikring til dit motorkøretøj, hvis der er lånt penge til finansieringen
Selvom der i et af de forrige afsnit stod, at kaskoforsikringen var frivillig, er den det i nogle tilfælde ikke helt alligevel. Den er som sådan ikke lovpligtig, men hvis du har lånt penge til finansiering af dit nye køretøj, vil långiver (bank eller finansieringsselskab) ofte kræve, at du har en kaskoforsikring på dit køretøj.
På den måde er långiver nemlig sikret, at de får deres penge igen, hvis bilen bliver totalskadet eller stjålet.
Ikke-lovpligtige forsikringer du kan vælge også at have
Herunder har vi samlet en liste af forsikringer, som ganske vist ikke er lovpligtige, men som kan være rigtig rare at have alligevel. Som tommelfingerregel siger man,, at du skal forsikre det, du ikke har råd til at miste eller selv dække ind.
Derfor kan disse forsikringer være værd at overveje.
-
Ulykkesforsikring
-
Livsforsikring
-
Indboforsikring og ansvarsforsikring
-
Husforsikring
-
Ejerskifteforsikring
-
Forsikring af sommerhus/fritidshus
-
Dyreforsikring
-
Rejseforsikring
-
Bilforsikring
-
Forsikring af båd, campingvogn og trailer
Ulykkesforsikring
Hvis du kommer pludseligt til skade, er det en stor økonomisk fordel og tryghed at have tegnet en ulykkesforsikring. Du kan få dækket dine udgifter til tandlæge, fysioterapeut eller kiropraktor – eller du kan få en kontant udbetaling fra dit forsikringsselskab, hvis du får konstateret varige mén på mindst fem procent.
En ulykkesforsikring er en af de billigere forsikringer, du kan få – og det kan blive dyrt, hvis du ikke har tegnet den i tide og mister evnen til at varetage dit arbejde.
Læs meget mere om ulykkesforsikring her – og få et godt tilbud.
Livsforsikring
En livsforsikring er en økonomisk sikring af dine nærmeste, som behøver dig mest, hvis du pludselig skulle gå bort. Dette er en særlig vigtig forsikring, hvis du har hjemmeboende børn, eller hvis du har et boliglån med en anden.
Har du ikke en livsforsikring, og går du pludselig bort, kan personerne tættest på dig pludselig stå i en økonomisk uholdbar situation, da de pludselig skal finansiere et boliglån alene eller klare alle udgifterne til jeres børn på egen hånd.
Derfor er en livsforsikring god at have, da det giver en økonomisk tryghed til dine efterladte.
Indboforsikring og ansvarsforsikring
En indboforsikring dækker indbo og løsøre i din bolig; altså ting som møbler, tøj og andre ejendele. Flere undersøgelser viser, at en del unge glemmer at tegne en indboforsikring – eller vælger at spare den væk. Det er dog en af de forsikringer, som du bør have.
Selv om du måske ikke synes, at du har så meget af værdi i dit hjem, så løber det hurtigt op, hvis du mister dit tøj, computer, fjernsyn og dine møbler i en brand, eller de bliver stjålet.
I forbindelse med at du tegner indboforsikring, vil du typisk også få en privat ansvarsforsikring. Ligesom med ansvarsforsikringerne til køretøjer, både og dyr, dækker den private ansvarsforsikring dit ansvar, hvis du forårsager skade på andre mennesker eller deres ting, og som følge deraf skal betale erstatning.
Bliv klogere på indboforsikring her.
Husforsikring
Hvis du har hus eller overvejer at købe et, har du med høj sandsynlighed allerede stiftet bekendtskab med en husforsikring. Og har du haft brug for den op indtil nu, ved du også, hvor vigtig den er.
En bolig er nemlig for de fleste en af livets største investeringer. Det kan blive meget dyrt, og for de fleste økonomisk umuligt at erstatte skaderne, hvis dit hus for eksempel er udsat for en omfattende vandskade, eller hvis det brænder ned.
Bor du i lejlighed eller i boligforening, er du til gengæld normalt dækket ind under deres fælles forsikring (mens du dog stadig skal huske din indboforsikring).
Ganske som med andre forsikringer kan du selv vælge, om du vil have en udvidet forsikring og hvor høj selvrisiko, du ønsker. Bliv klogere på husforsikringer og priser her.
Ejerskifteforsikring
Skal du købe eller sælge et hus, er der mange udgifter, som du skal tage hånd om. Og nogle tænker måske, at det ikke er det allervigtigste at bruge penge på en ejerskifteforsikring - Lige indtil de får brug for den.
Du løber nemlig en stor risiko som både køber og sælger, hvis du ikke tegner en ejerskifteforsikring, og der viser sig at være uforudsete fejl eller mangler i boligen.
Forsikringen dækker for eksempel, hvis der er mangler og fejl, som du ikke er blevet gjort opmærksom på i tilstandsrapporten. Fejl som - hvis man ikke har tegnet en ejerskifteforsikring - typisk kan være meget dyre at udbrede.
Der er meget stor forskel på priserne for en ejerskifteforsikring, og de kan svinge helt fra 18.000 kr. og op til 65.000 kr. Den dyreste behøver ikke at være den bedste - men vær forsigtig med den billigste og overvej at bruge lidt ekstra på en udvidet dækning med en varighed på 10 år.
Forsikring af sommerhusforsikring/fritidshus
Er du en af de heldige, der har et sommerhus stående et sted i landet, så bør du, som det gælder for husejere, ikke spare forsikring væk. Mange sommerhuse står uden opsyn store dele af året, og så giver det ekstra tryghed at vide, at du er forsikret, hvis uheldet er ude.
Både når det gælder forsikring af hus og af sommerhus, vil du ofte kunne få en rabat, hvis du har installeret en boligalarm.
Dyreforsikring
En dyreforsikring virker måske som en luksus, du som kæledyrsejer ikke behøver at spendere penge på. Men som bekendt er dyr ikke dækket ind under den offentlige sygesikring, og det kan hurtigt løbe op i titusindvis af kroner, hvis dit dyr kommer til skade eller skal opereres.
En dyreforsikring hører derfor ind under de forsikringer, som du bør have, hvis du altså er kæledyrsejer og ikke vil stå i en situation, hvor du måske er nødt til at sige farvel til dit dyr, fordi du står over for en regning på titusindvis af kroner.
Overvejer du en dyreforsikring, så læs med her .
Rejseforsikring
Som navnet antyder, dækker en rejseforsikring dig og din familie, når der rejses uden for landets grænser. Det er en rigtig rar forsikring at have, da det kan være noget uoverskueligt at stå i udlandet, hvis man har været udsat for tyveri eller er kommet til skade.
Hvor meget rejseforsikringen dækker, kan variere meget. Som minimum dækker de fleste rejseforsikringer akut sygdom og tilskadekomst. De fleste dækker også hjemtransport ved akut sygdom.
Men derudover kan der tilkøbes ekstra tillægsdækninger, som skal beskytte mod bagageforsinkelse, tabte feriedage og meget andet.
Har du en indboforsikring, er der faktisk god chance for, at du også har en rejseforsikring gennem den.
Overvejer du en rejseforsikring, kan du læse mere her
Bilforsikring
Har du en bil (eller andre køretøjer som en motorcykel, knallert eller scooter), er en bilforsikring rigtig rar at have. De fås i mange forskellige udgaver, og kan variere meget i pris efter tilvalg, din alder, tidligere skader og bil-model.
Den mest almindelige form for bilforsikring er en kaskoforsikring, som dækker tyveri, buler eller andre skader på bilen. Afhængigt af din bils alder, kan det være en overvejelse værd, hvilken type forsikring man skal have.
Har du en meget gammel bil, kan en kaskoforsikring måske ikke engang svare sig, men hvis du har en nyere bil, bør kaskoforsikringen være et minimum, og måske bør du endda overveje en udvidet bilforsikring.
En kaskoforsikring dækker nemlig f.eks. ikke skader på mekaniske dele som motoren, på nær skaderne er akut opstået ifb. med et uheld. Ligeledes kan du i de udvidede bilforsikringer også tilkøbe vejhjælp, dækning mod stenslag og meget andet.
Læs mere om bilforsikringer her
Forsikring af båd, campingvogn og trailer
Ligesom at de kan være smart at forsikre sin bil, bør du overveje en forsikring separat til din båd, campingvogn eller trailer, hvis du har sådanne.
Alle tre ting kræver nemlig separate forsikringer og kan være kilde til store udgifter, hvis de ikke er forsikret.
Tjek, at du ikke er dobbeltforsikret
En del danskere er lidt usikre på, hvilke forsikringer de har. Det er ikke så smart, da det betyder, at de er i fare for at være underforsikret, men omvendt kan man også være dobbeltforsikret; altså hvis man har den samme forsikring hos flere forsikringsselskaber.
Det er både dyrt og unødvendigt.
Så hvis du er lidt usikker på, hvilke forsikringer du har, kan du tjekke følgende:
-
Er der en indboforsikring inkluderet i dit fagforeningskontinent, hvis du har et sådan?
-
Er du forsikret gennem din arbejdsplads? For eksempel ulykkesforsikring eller sundhedsforsikring?
-
Nogle indboforsikringer dækker også rejseforsikring - gælder det mon din?
-
Har du samme folkeregisteradresse som dine forældre? Så er du muligvis dækket ind under deres indboforsikring.
Spar penge på at samle forsikringer
Du kan ofte få rabat, hvis du har flere forsikringer hos ét og samme selskab. Det gælder for de fleste aktører på markedet, som giver op til 20 % rabat, afhængigt af selskabet og hvor mange forsikringer du har samlet.
I nogle tilfælde kan det dog betale sig at have forskellige forsikringer i forskellige selskaber. Det er et regnestykke, du skal gøre op, efter at du har indhentet dine forsikringstilbud.
Få gode tilbud på dine forsikringer
Nu ved du lidt mere om, hvilke forsikringer du gør klogt i at tegne - og så er der kun tilbage at gå i gang med at se på markedets vilkår og priser.
Der er mange selskaber, der gerne vil have dig som kunde, og det kan være noget af en jungle at indhente tilbud. Der findes nemlig en lang række af forsikringsselskaber i Danmark.
Få flere tilbud uforpligtende og gratis
-
Beskriv dit behovBeskriv kort hvad du er ude efter ved brug af en enkel formular
-
Få tilbud fra flere selskaberJo flere selskaber du sammenligner, jo lettere er det at finde det bedste tilbud
-
Vælg det bedste tilbudVælg derefter løsningen som passer dig bedst, til lavest mulig pris